Her kan du læse, hvorfor lederes trivsel er vigtigt for forretningen og hvad I skal gøre for at sætte det konkret på agendaen i virksomheden.
Når I skal indfri jeres strategi, så er lederes trivsel afgørende for at lykkes. I skal gøre det klart i ord og handling, at I prioriterer ledernes trivsel. I skal gøre det konkret, hvordan I får det til at ske.
Her kan du læse, hvorfor lederes trivsel er vigtigt for forretningen og hvad I skal gøre for at sætte det konkret på agendaen i virksomheden.
Hvad er din rolle som øverste leder?
Ledelse er at skabe resultater sammen med andre. Det kræver, at du som leder navigerer i svære dilemmaer og et krydspres af modstridende krav. Krydspresset kan være motiverende. Mange ledere har netop valgt at tage ansvaret på sig, fordi de trives med udfordringer. Men det kan også blive for meget og stå i vejen for trivsel og resultater. Du skal styrke forudsætningerne for, at krydspresset er motiverende og produktivt for lederne at være i. Det gør du ved at etablere et klart ledelsesrum og en god ledelseskultur i virksomheden.
Hvorfor er lederes trivsel afgørende for forretningen?
Lederes trivsel er vigtigt i sin egen ret. Ledere i trivsel er også bedre ledere. De er bedre til at gøre deres indflydelse gældende, de leverer i en højere kvalitet, og de sætter rammer, der gør, at medarbejderne motiverer sig selv. Godt arbejdsmiljø og høj trivsel er fremhævet som den vigtigste faktor, når ledere skal vælge job. Der er derfor afledte effekter af at styrke lederes trivsel.
Start med at prioritere de vigtigste temaer hos jer
I skal prioritere de vigtigste temaer for lederes trivsel i virksomheden. Overvej, hvad de kan være og træk på jeres viden fra interne undersøgelser og dialoger med lederne.
Der er flere temaer, der har særlig betydning for lederes trivsel.
Du skal skabe rammer for en skarp og løbende forventningsafstemning omkring ledernes opgave og handlerum. Den løbende oversættelse af virksomhedens mål skaber en mere fokuseret og meningsgivende arbejdsindsats. Det bidrager til at holde ledernes gejst i live. Skab rammer, der hjælper lederne med at holde gejsten. Sæt grænser for arbejdet og for ledelsesopgaven, så lederne ikke brænder ud, fx med en god og effektiv mailkultur.
Du skal styrke forudsætningerne for et højt niveau af tillid i samarbejdet, fx ved at kommunikere klart. Konkret skal der være plads til at bringe problemer i arbejdet frem uden at frygte for konsekvenserne af det. Lederne skal opleve, at det er trygt at pege på problemer. Forskning viser, at virksomheder klarer sig bedre, hvis de har en sund fejlkultur og evne til at lære af fejl og udfordringer.
Du skal understøtte, at der er plads til refleksion og restitution. Det er kerneværdier for ledere, der skal træffe vigtige beslutninger. Derfor skal du og dine lederkollegaer dyrke god prioritering og blive dygtige til at sætte grænser for arbejdet.
Støtte og sparring er essentielt for at lykkes godt. Ledere kan føle sig alene med svære dilemmaer. Ledere i trivsel oplever i højere grad at kunne tale om problemer i arbejdet med deres kollegaer. Det skaber en skarpere opgaveløsning. To relationer er særligt vigtige for at lykkes godt og trives som leder: Ledernes relation til deres nærmeste leder og ledernes samarbejde i deres formelle ledelsesgruppe. Værktøj målrettet lederen og værktøj målrettet ledelsesgrupper sætter fokus på de relationer. Du kan læse mere om værktøjerne på www.lederestrivsel.dk.
Få kvalificeret de vigtigste temaer for jer
I skal prioritere de vigtigste temaer for lederes trivsel hos jer. Værktøj målrettet virksomheden præsenterer jer for en række temaer, der kan inspirere til at vælge de vigtigste temaer hos jer. Når I har prioriteret temaer for ledernes trivsel hos jer, skal I føre det ud i livet. I skal få afstemt, hvad der skal til for, at det får en effekt i forretningen. Det er her vigtigt at få kvalificeret jeres udvalgte temaer. Kvalificeringen er vigtig, fordi den giver en bedre forståelse for, hvad der er på spil, og hvad der skal til for at få mest muligt ud af jeres indsats.
I skal identificere steder og eksempler på, at I lykkes godt med temaet. I skal være optaget af, hvad der skal til for at forstærke og udbrede de erfaringer. I skal sørge for at hente inspiration fra andre, der lykkes godt. I skal også være optaget af, hvad der reelt skal til for at løfte temaet hos jer og blive konkrete på tiltag. Pas på med at sætte tusind ting i gang. Afprøv hellere nogle få lovende tiltag i det små, inden I breder det ud til hele forretningen. Tænk i mindre konkrete tiltag, der er realistiske at få til at leve i virksomheden. I skal fastlægge, hvilke mål I vil sætte for at vurdere, hvilke fremskridt I gør.
Værktøj målrettet virksomheden støtter jer i at udarbejde et action card for hvert af jeres temaer. De to actions cards udgør jeres plan for ledertrivsel.
Udgiv jeres plan for ledertrivsel
Det er vigtigt at ansvarliggøre lederne for at understøtte deres trivsel. Når I har lavet plan for ledertrivsel, skal du sørge for, at den er synlig for alle ledere og andre kollegaer, der har en rolle i at løfte ledernes trivsel. Tal om hvorfor lederes trivsel er vigtigt for jer, hvad der får plan for ledertrivsel til at leve i dagligdagen, og hvilke konkrete handlinger, der skal udføres af hvem. Overvej, hvad den øverste ledelse kan gøre af synlige handlinger for at fremme jeres plan.
Udgiv jeres plan for ledertrivsel på den mest oplagte kanal (fx intranettet) og fortæl om det i jeres samarbejdsstruktur og på ledermøder. Bed alle ledergrupper om at melde tilbage, hvordan de bruger plan for ledertrivsel. Tal med lederne om, hvad der skal til for at passe på sig selv og hinanden.
I skal fastholde fokus på jeres vigtigste temaer, som I bliver konkrete på i plan for ledertrivsel. Vær også åben for senere hen at supplere med øvrige action cards på vigtige temaer. Læg en opfølgning ind på jeres plan for ledertrivsel. Det er afgørende for forretningen at blive ved med at styrke forudsætningerne for at trives og lykkes godt som leder i den samlede virksomhed.