Det digitale værktøj hjælper til: At lave en lederaftale med dig selv, søge sparring i processen med at udarbejde den og til sidst føre den ud i livet
Af Ea Helth Øgendahl, ledelseskonsulent og projektleder på indsatsen 'Styrk lederes trivsel og resultater'
Ledere i trivsel er bedre ledere. Og lederes trivsel er en dagsorden i sin egen ret. De to pointer underbygges af en ny forskningsundersøgelse, som slår klart fast, at lederes trivsel påvirker ledelseskvaliteten, organisationens resultater, ledernes egen tilknytning til arbejdspladsen og ikke mindst medarbejdernes trives.
Ansvaret for at styrke lederes trivsel i din virksomhed eller organisation er både et fælles ansvar, alle skal bidrage til at løfte – og et individuelt. Et sted at begynde er derfor at arbejde med din egen trivsel, og her kan du få hjælp i et digitalt værktøj, som er udvikle i indsatsen ’Styrk lederes trivsel og resultater’.
Værktøjet understøtter tre punkter i dit fokus:
- Sæt fokus på det vigtigste
- Lav en aftale med dig selv
- Få hjælp til at føre din lederaftale ud i livet
Trin 1: Sæt fokus på det vigtigste
Arbejdet med din trivsel er naturligt nok tæt knyttet til dit daglige arbejde og det, du skal lykkes med som leder. Derfor lægger værktøjet op til, at dit arbejde med trivsel sker i tæt samspil med din ledelsesopgave, fordi din trivsel hænger tæt sammen med at lykkes i rollen som leder. Af samme grund er første trin i processen at overveje, hvad du skal lykkes med som leder de næste tre måneder.
Dernæst gennemfører du en test i værktøjet for at snævre ind, hvad du skal fokusere på for at trives, mens du indfrier dine mål som leder. Testen fokuserer på temaer, som forskningen peger på, er vigtige for lederes trivsel, og den rummer spørgsmål om både den rammesætning, du har brug for for at lykkes som leder, om hvordan du mestrer din ledelsesopgave, og om hvordan du afgrænser dit ledelsesrum. I testen vælger du to temaer, som er vigtigst for dig for at fokusere på for at styrke din trivsel.
Trin 2: Lav en aftale med dig selv
Værktøjet hjælper dig derefter til at formulere en konkret lederaftale for trivsel med dig selv. Heri fokuserer du på de to temaer, du valgte ud i trin 1ved kort at beskrive, hvordan du vil arbejde med dem:
• Vælg ét tema, som du lykkes godt med, og som du skal holde fast i, fordi det er vigtigt for din trivsel.
• Vælg et andet tema, som du skal sætte særligt fokus på at løfte og blive dygtigere til for at styrke din trivsel som leder.
Det er vigtigt at holde fast i de ting, du lykkes godt med. Her kan det hjælpe at lægge en opfølgning på din lederaftale fast i kalenderen, fx en gang om ugen. Nogle ledere har også glæde af en gang imellem at tage testen igen for at genbesøge, om de har fokus på de rigtige temaer i arbejdet med deres trivsel. Det sikrer, at arbejdet med din trivsel udvikler sig og sker som en integreret del af dine mål og din ledelsesopgave.
Trin 3: Få hjælp til at føre din lederaftale ud i livet
Lederaftalen er din egen, men det er vigtigt, at du sparrer med andre om dit arbejde med din trivsel. Det kan være med din nærmeste leder, som du kan invitere til en samtale. Formålet med mødet er, at din leder kan støtte dig i dit arbejde som leder med udgangspunkt i de fokusområder, du har for din trivsel.
Værktøjet hjælper både med en mailskabelon og en dagsorden til mødet. I mailskabelonen ligger en artikel til din nærmeste leder med en opfordring til at være lydhør i arbejdet med at understøtte din trivsel. Det er også en god idé at bruge en anden person til målrettet sparring i arbejdet med dine fokusområder – en kollega, en samarbejdspartner eller en anden, du oplever at kunne bruge til det.
Særlig version for selvstændige
Er du selvstændig uden en nærmeste leder er det særligt vigtigt at finde en sådan sparringspartner med. Værktøjet findes også i en udgave, hvor du kan sikre sparring om din aftale med fx en samarbejdspartner, ven eller lign. Værktøjet indeholder et forslag til en samtaleguide.
Du finder værktøjet ’Styrk din trivsel som leder’ her
I denne artikel og video fortæller teamleder Berit Voigt om, hvad det har betydet for hendes trivsel at indgå en lederaftale med sig selv om egen trivsel.
Se præsentation af værtøjet
Forslag til dagsorden for sparring på din lederaftale for trivsel
1. Rammesætning af mødet
- Forklar formålet med mødet, som er at styrke din trivsel og dine resultater som leder.
- Nævn hvilke punkter, du har særligt fokus på og spørg, hvilke punkter din nærmeste leder synes, I skal tale om. Beslut, hvad I vil tale om på mødet. Din lederaftale er din egen, og det er op til dig, om du vil fremlægge den på mødet.
- Gennemgå kort dagsordenen. Fortæl, at du foreslår, I til sidst opsummerer og indgår aftaler fra mødet.
- Sørg for at facilitere mødet: Vær tydelig og lydhør, styr tiden og opsummer undervejs.
2. Dialog om trivsel: Lyt til hinanden
- Drøft de punkter I har valgt. Lyt og spørg nysgerrigt ind til hinandens synspunkter. Vær opmærksom på at holde fokus på de punkter, du gik ind til mødet med, og hvad du ønskede at få ud af mødet.
3. Opfølgning og aftaler
- Aftal for hvert punkt, hvad I ønsker at arbejde hen imod, og hvem der gør hvad. Sørg for at aftale, hvordan I følger op, og hvornår I taler sammen igen. Slut af med at fortælle, hvad I hver især tager med fra mødet.
Artiklen bringes i redigeret version i Dansk HR's magasin HR & Ledelse i april 2025.