Af journalist Tina Juul Rasmussen
Siden Mads Søgaard overtog stillingen som administrerende direktør i Carglass efter Carina Bukkehave i foråret, har han haft mere end travlt med at omrokere og sætte et nyt hold. Ikke for at markere sit territorium som ny ceo, men fordi skiftet på topposterne startede en mindre dominoeffekt.
- Da jeg rykker ind i Carinas job, rykker der en ny ind i min tidligere stilling som driftsdirektør. Det får en af cheferne til ærligt at erkende, at hun ikke skal stå forrest for sin afdeling. I stedet vil hun gerne bidrage til teamet i en anden kapacitet og stadig være med på rejsen mod nye mål og måder at gøre tingene på, Så med udskiftning på hendes post også, ender det med, at vi har fået ny driftschef, ny salgschef, ny finanschef og ny it-chef, og alle har været vildt loyale i processen, fortæller Mads Søgaard og konkluderer på den baggrund:
- Derfor er mit fokus også – med et helt nyt team – at støtte alle vores ledere, helt ud i forreste linje i driften, hvor man møder kunderne, med god ledelse. Det gør hele forskellen for dem, så de kan yde den bedste service til kunderne. Og det skaber trivsel i alle led, er jeg helt sikker på.
”Du skal have styr på dig selv, når du møder ind om morgenen – sørge for at være klar til at være på arbejde. Som leder eller chef er dit arbejde at være leder. Ikke noget andet”.
Ha’ styr på dig selv
Men hvorfor er lederes trivsel en vigtig dagsorden i hos jer?
- Hvis lederne ikke trives, har de ikke en chance for selv at udøve god ledelse overfor dem, de skal lede. Deres motivation vil dale, og det vil afspejle sig i resultaterne. Derfor skal vi have ledere, der er glade for at gå på arbejde – så de kan lede op- og nedad og ud til alle kanter. Jeg holder fx ’skip levels’-samtaler, hvor jeg taler 1:1 med nogle, jeg ikke selv er leder for, bl.a. om trivsel. Og hvis der viser sig at være nogle temaer, vi skal se nærmere på, kan jeg tage dem med i ledelsesgruppen, siger Mads Søgaard.
Hans egen filosofi, når det gælder ledertrivsel, er, at det starter hos den enkelte leder.
- Du skal have styr på dig selv, når du møder ind om morgenen – sørge for at være klar til at være på arbejde. Som leder eller chef er dit arbejde at være leder. Ikke noget andet. Og når du forstår dit eget formål som leder, kan du motivere dit team, som giver motivationen videre. Men du er selv nødt til at gå forrest og være synlig i den proces. Især fordi vi er en servicevirksomhed, der lever af at give kunderne den bedste oplevelse. Det kan du kun, hvis du har dig selv med i det og er motiveret for det, du laver – det gælder både chefer, ledere og medarbejdere. Det mindset er også det, som skaber nye ledere hos os.
Et godt netværk i koncernen
Hvordan holder du fokus på din egen trivsel som direktør?
- Personligt har jeg brug coachingforløb – det bruger jeg stadig af og til. Det er et sted, jeg kan tjekke ind og få vendt de svære ting. Det tilbyder vi også lederne hos os. Derudover har jeg et godt forhold til min egen chef, som jeg kan tale med, men også et godt netværk i koncernen. Hos os er det fuldt ud legitimt at tale med andre i organisationen end sin chef, hvis man har udfordringer, siger Mad Søgaard.