Selvstændig ledelsesrådgiver Monta sir Benali arbejder med at skabe virksomhedskulturer, hvor teams og ledergrupper samarbejder, trives og præsterer bedre. Her oplever han gennemgående et alt for stort fokus på resultater på bekostning af både medarbejderes og lederes trivsel. Trivselsværktøj skærpede hans eget fokus i arbejdet.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
Han har selv været der. Knoklet 60-70 timer om ugen som leder i store, internationale virksomheder med medarbejdere på distancen spredt over flere kontinenter. Og det koster – på trivselskontoen. Derfor tog Monta sir Benali for nogle år siden et retningsændrende valg: Han stiftede virksomheden Businessculture, som har speciale i at arbejde med virksomhedskulturer, hvor både ledere og medarbejder trives og samarbejder godt, så de kan præstere bedst muligt.
Men hvorfor?
- Fordi jeg selv har erfaret, at vi ikke har råd til at lade være med at arbejde med trivsel og samarbejde. Hovedoverskriften i mit arbejde er derfor: Hvordan skaber du bedre resultater via dine medarbejdere ved at fokusere på din egen trivsel? For hvis jeg som leder har det godt, og mine medarbejdere har det godt, skal vi nok komme i mål. Men hvis vi kun har fokus på præstationer og resultater, sker der ofte det, at folk får stress, sygemelder sig eller bare smutter fra virksomheden, siger han.
Mangel på tillid skaber dårlig trivsel
Monta sir Benali ser et gennemgående symptom i de organisationer eller teams, han bliver hyret til at hjælpe.
- Jeg bliver ikke kaldt ind på grund af dårlig trivsel. Det tør de fleste ikke at sige højt. Det hedder i stedet konflikter i teams, at samarbejdet ikke fungerer, eller at præstationerne ikke er gode nok. Men den er sikker hver gang: Når samarbejdet ikke fungerer, er det fordi trivslen ikke er på plads. Og i stort set alle tilfælde skyldes det mangel på tillid, enten i teamet, mellem ledere og medarbejdere, lederne imellem eller på tværs af hele organisationen.
At den mangel på tillid opstår, forklarer han med flere faktorer:
- Det er først og fremmest tid og prioriteringer – at man godt kan se, at ens kollega ikke har det godt, men man har selv så travlt med mål, man skal nå, at man ikke har overskud til at tage sig af det. Igen – fordi fokus er på resultater frem for på mennesker. Mange arbejder hårdere og hårdere for at nå deres mål, og de færreste stopper op og ser på, om de gør det rigtige, siger han.
Det handler om kulturen
Travlheden resulterer også ofte i, oplever Monta sir Benali, at man ikke får gjort de ting, man bliver bedt om – og det betyder tab af tillid over tid.
- Men i sidste ende handler det om ledelse – og om, hvilken kultur ledelsen har været med til at skabe på arbejdspladsen.
Og her spiller ledernes egen trivsel en vigtig rolle, er hans erfaring.
- Gallup har tal, som viser, at ledernes påvirkning på medarbejdernes engagement i arbejdet er 73%. Derfor hviler der et stort ansvar på lederne. Og hvis deres mentale og fysiske velbefindende ikke er godt nok, påvirker det produktion, trivsel, tryghed, tillid kultur osv. Omvendt – hvis en leder trives, træffer vedkommende bedre beslutninger, er mere innovativ og har overskud til at give sig i kast med udfordringer som fx Trumps nye toldsatser frem for bare at grave sig ned.
Ledere skal lede
En vigtig forståelse er her, at ledelse er et fuldtidsjob, påpeger Monta sir Benali.
- Ledere skal lede. Men de har også drift, som ofte fylder meget mere end ledelse, og derfor kan de ikke være de ledere, de gerne vil være. Men faktisk kan det at have et ledelsesteam at dele opgaverne med være en kæmpe hjælp. Plus at turde uddelegere opgaver til medarbejderne – noget, mange ledere er lidt bange for. Det er noget af det, jeg hjælper ledere med – at optimere processer.
Her har Monta sir Benali brugt et af værktøjerne fra indsatsen ’Styrk lederes trivsel og resultater’ i sit arbejde med ledelsesgrupper.
- Jeg har brugt nogle af spørgsmålene fra værktøjet i processen med en ledergruppe og udvalgt to temaer, de skulle arbejde med. Det fungerede rigtig godt. Og helt konkret arbejdede vi så med at skære deres ledelsesmøder ned fra to timer til 45 minutter ved gøre dem langt mere fokuserede. Det gav en helt konkret og meget hurtig effekt, alle kunne se. Møder, som før havde føltes værdiløse, fordi der ikke skete noget, blev pludselig engagerende og motiverende at deltage i.
Passer på balancen i hverdagen
Når det gælder hans egen trivsel, arbejder Monta sir Benali meget målrettet og fokuseret.
- Jeg tager min egen medicin og har både en arbejdskultur og en værdisæt-kontrakt med mig selv. Den revurderer jeg på en gang om året og re-evaluerer hvert kvartal. Den hjælper mig med at fokusere på mine mål, og hvis jeg er presset og mister overblikket, kan jeg hive den frem. Men den hjælper mig også med at skabe balance i hverdagen. Jeg har et princip om ikke at arbejde mere end 8 timer om dagen og har derfor en meget struktureret opbygning af min uge, hvor jeg har plads til alle projekter, pauser, gåtur osv. Derfor er jeg meget striks med, hvad der kommer ind i kalenderen. Og det bruger jeg også, når jeg arbejder med ledere.